Den perfekte badeferie
Hvis du drømmer om en daseferie på hvide bountrystrande ligesom dem på postkortene, så skal du tage til Zanzibar. Det tropiske klima er perfekt til lange, dovne dage i strandstolen – og fordi du er lige ud til Indiske Ocean, får du både den dejlige varme kombineret med en svag brise i ny og næ, der er skøn i den varme sol.
På Zanzibar er du garanteret sol og varme året rundt. Uanset årstiden ligger temperaturen konstant på mellem 25 og 30 grader, så du er sikret en god kulør – selv i januar.
Rejs væk fra sne og slud
Det er mandag. Det er helt sort udenfor, når din alarm ringer klokken seks. Du sjapper i slud på vej til arbejde, den kolde vind blæser gennem din krop, og din næse er øm og irriteret af de mange lommetørklæder, som du pudser den med.
Sådan ser en typisk dag i januar måned nok ud for de fleste danskere. Men det behøver faktisk ikke være sådan.
For en dag i januar på Zanzibar ser helt anderledes ud. Her er der varmest i vintermånederne. Solen skinner og varmer din krop i op til otte timer hver dag, og hvis de 30 grader bliver lidt for varmt, så kan du køle dig ned i det krystalklare og azurblå havvand, der har stort set samme temperatur som luften – nemlig 29 grader i vintermånederne, mens det ligger på omkring 25 grader i sommermånederne.
Regntid i Zanzibar
Zanzibar ligger i et tropisk klima og er derfor ramt af regntid, som man skal være opmærksom på, hvis man har planer om at dase på stranden.
I foråret falder der allermest nedbør i månederne mellem marts og maj, der kan være præget af intense byger, hvor der falder meget nedbør på kort tid. Til gengæld holder bygerne dog også op igen, hvor efter solen skinner klart resten af dagen.
I vintermånederne mellem november og februar er der en mindre risiko for voldsom nedbør, men flere dage hvor der kan være overskyet. Det plejer dog aldrig at volde problemer at besøge Zanzibar i vintermånederne, og flybilletterne er typisk billigere, hvis du rejser uden for højsæsonen.